Musikalsk Dialog

Vi afholder af og til et arrangement, hvor to eller flere musikere inviteres til en musikalsk dialog i musik og ord. Musikerne kommer med hver deres erfaringer og hver deres meninger om musik. De udfordrer hinanden musikalsk i improviseret sammenspil, og kommer i dialog om musik, eller historier om musik. Det er der ofte kommet nogle meget interessante aftener ud af. Og meget god musik er blevet spillet ved disse arrangementer.

Sæsonens musikalske dialog er endnu i støbeskeen, men følg med her på siden, eller tilmeld dig vores nyhedsbrev, så får du automatisk besked.

Eksempler på arrangementer af denne type:

Efterår 2013: Jeppe Nørgaard og Klaus Pindstrup

En aften hvor musik, meninger og fortællinger brydes i samklang og modklang. To musikere, der på hver sin måde som barn har fået intense oplevelser med folkemusik, suget til sig af kraftfulde eller følelsesfulde musikalske udtryk fra store musikere og små originaler. Hver især har de været med til at bruge musikken i de yderste afkroge af samfundet, hvor man kun med stor oprigtighed kan fange publikum. Samtidig har de hver sin tilgang og forhold til den klassiske musik. To musikere, der har benyttet disse inspirationskilder i hver deres musikalske udtryk og lever af at spille i pagt med publikum i enhver tænkelig situation.

Efterår 2005: Barok Folkemusik og Folkelig Barokmusik

En koncert med Trio Corelli (Barokmusik) og Klaus Pindstrups orkester, – hvor de først spillede den ægte vare – barokmusik og folkemusik. Derefter byttede de noder, så folkemusikken blev spillet som barokmusik, og barokmusikken som folkemusik.